Min far hed Ejler Asgaard.
Han startede som ganske ung som landbrugsmedhjælper på en gård, men da han en dag skulle rense krybberne i sin arbejdsgivers stald bed hingsten ham så hårdt i hånden, at han næsten mistede sin finger.
Selvom avisen skrev at han mistede fingeren, lykkedes det dog at redde den. Han fik et stort ar, men mistede ikke funktionen i fingeren.
Efter sin håndskade fik han arbejde i sin fars brugsforening. Der arbejdede han som ekspedient i et år, før han tog på handelsskolen.
I slutningen af første verdenskrig blev han indkaldt til session, men blev kasseret af en hjertefejl der dog aldrig kom til at genere ham.
Efter han fik sin eksamen på handelsskolen blev han forretningsfører i Danske Loyds Århus afdeling.
I forbindelse med dette flyttede vi fra Odense til Aarhus, hvor vi boede i et hus på Egernvej.
Rugemaskinfabrikken Funki – Funki A/S
I 1943 blev han ansat på Rugemaskinfabrikken Funki, der blandt andet producerede rugemaskiner til landbruget. Ejeren var god til at finde på nye løsninger, og fremstille sine produkter, men han havde brug hjælp til salg og markedsføring.
Derfor valgte han at ansætte Ejler, for at opsøge nye kunder, og servicere dem de allerede havde.
Under krigen måtte de finde på andre produkter, og her holdt man hjulene i gang, og de ansatte i arbejde. Man begyndte derfor at producere mørklægningsgardiner og spånkurve.
Spånkurvene blev fremstillet i alle størrelser. Både som papirkurve og til transport af tørv og brænde.
I de første år rejste han meget i Skandinavien og Europa for at promovere Funkis produkter, og både min mor og jeg var ofte med som passagerer.
Ejler var særdeles god til sit arbejde, og åbnede op for Skandinavisk og Europæisk eksport. Han avancerede derfor hurtigt, og blev Direktør med 50% ejerandel af Funki.
Anden Verdenskrig
Min far havde som fabrikant en af de eftertragtede kørselstilladelser under besættelsen.
Lang tid efter krigen fortalte han mig at han én gang, efter mange betænkninger, var med til at hente våben fra én af briternes nedkastninger. Han var ellers ikke involveret i modstandsbevægelsen, men da en god ven var i bekneb med at skaffe en chauffør med bil, så gav han en hånd den ene gang.
Han endte på den forkerte side af nedkastningsområdet, og fik derfor ikke mulighed for at læsse de nedkastede våben. Dette viste sig at være held i uheld, da en af de andre chauffører der havde kørt den rette vej var blevet fanget af tyske soldater.
Han var historisk interesseret, og han opsøgte derfor på sine rejser, slagmarkerne fra første verdenskrig.
Senere da anden verdenskrig var kommet lidt på afstand begyndte han ligeledes at besøge slagmarkerne fra denne.
