Der var sol og skyfrit – – og om morgenen sagde vi alle – – “i dag er det rigtigt Marrait-efterårsvejr.”
Varmt og vindstille – – helt uvant varmt efter de sidste dage i Agatdalen og de råkolde dage herude. Klokken 11:40 startede Kristian Skou og jeg mod Gassøen i passet for at filme fænomenet samt tage to vand- og gasprøver + temperaturen.
Vi trampede opad, og det var meget varmt for os. Da vi var nået til ca. 200 meters højde, blev vi pludselig ramt af en voldsom vind fra passet – en vind fra Itilleq.
Det var en styrke 7-8, og den var ikke varm. Med rindende næse og øjne lænede vi os mod den og kæmpede os op over det stejleste stykke.
I selve passet lå endnu lidt af det tynde lag sne, som faldt for nogle nætter siden. – – Det føg os om benene.
Endelig nåede vi søen. Der var en voldsom søgang i den smule sø – – og gasopboblingen fandt sted i stormsiden – – og det var håbløst at se noget som helst og filme noget – – og det var håbløst at samle gas.
Det frøs også her; jeg tog den første vandprøve og tabte al følelse i fingrene, så jeg ikke kunne lukke flasken.
Mens jeg dansede rundt og forsøgte at få varmen i fingrene, fotograferede Skou en blomst og lovede at tage de andre vandprøver samt lukke flasken; men da han skulle til at se sig om efter den, havde blæsten væltet den.
Hele passet genlød af Skou’s helvedeslatter!!!!!
Han fik taget prøverne, og jeg tog temperaturen, der nu var sunket til 0,3 grader celcius.
Pakkede med valne fingre flaskerne, medens Skou forsøgte at filme lidt; gik så hen til de store sten, hvor Alfred Rosenkrantz og Abila + jeg havde hvilet og stillet prøveflaskerne, medens vi fortsatte til de andre søer. – – Og dér lå – noget våd – Abilas tobaksæske!!!! – – Så havde han altså ikke været oppe efter den.
Konstaterede, at der højst var brugt 3 plader af den. Puttede den i lommen, og tænkte at aflevere den til Abila en gang på tomandshånd i aften, så han ikke skulle komme til at tabe ansigtet over for de andre. Med den stive blæst i ryggen nærmest fløj Skou og jeg hjemad.
I ca. 200 meters højde fandt vi en stor sten, som kunne yde os lidt læ; medens vi fortærede de medbragte klemmer. – – men det var til trods alt varmere hernede. Ved bregnekløften stødte vi på Rosenkrantz, Ib Marcussen, Andersen og Johausi, der havde været oppe for at samle to kasser fulde på Wollastonit-lokaliteten. De skulle lige til at starte hjemad i den røde Jeep og frøs gudsjammerligt i deres sweaters, for de havde ikke været forberedt på blæsten heller og havde ikke tænkt på at tage anorakker på for den tur. Vi ilede hjem og lavede kaffe. Da Niagornat’erne havde forladt bordet, fortalte jeg om Abila’s tobak. Rosenkrantz sagde også, at jeg gjorde bedst i at give ham den på tomandshånd.
Han frygtede ellers for, at Abila ville blive til grin – – måske i værste fald gjort til Qivitoq, – – for selv om Abila er storfanger – – og de andre har megen respekt for ham, så ved man alligevel aldrig. – – Når så rart og godt et menneske, som Andrasi har kunnet være med til at jage sin broder ud i fjeldene.
I aften spiste vi havkat for 4. og sidste gang – det smagte fremdeles godt.
Johausi har trukket sig tilbage med en “Petro-max” for at fuldende et brev til Eske Koch og starte på et til Søren Floris og Knud, han skriver dansk.
