Vi udforsker området ved Mestersvig basen – Grønland 1970

Eckart og Claus blev fløjet ud 00:30. Lå i min seng og hørte maskinen starte, men følte ingen trang til at gå ud og vinke til dem!

Op klokken 7, vejret var varmere end i går, men det var noget overskyet. Pakkede kontorkasser og rygsække færdige. Ingen Helikopter tilbage, ingen Surlyk og Jens til morgenmaden. <Navn Udeladt> kom og sagde at vi blev fløjet i morgen!!! — I dag blev Milne Land holdene så fløjet ud i felten.

Jens dukkede op efter frokost, og sagde at Surlyk stadig sov.

Efter frokost trak Richard Bromley og jeg i støvlerne og lod hånt om eftermiddagskaffen og besteg en knold mod Nord-Øst. Undervejs ude ved hangarskuret mødte vi igen den lille hare, vi mødte også en voksen derude, der sad og gumlede piletræer i sig, vi kunne gå næsten helt op og røre den, den flyttede sig bare i rolige hop hen til en anden pilebusk, hvis vi blev den lidt for nærgående. Lige ved siden af mødte vi liget af en blåræv, som en eller anden skydegal har fået ram på for få dage siden. Ravne og lignende havde ædt tarmene og det meste af brystkassens muskulatur. Vi snusede rundt i hangaren til vi lykkedes at finde en plastikpose til at putte liget i, vi lod den ligge til vi kom tilbage.

Besteg vor høj, selvfølgelig viste der sig at være en, der var højere ud mod fjorden. Den må så besøges en anden gang. En stenvender skældte os ud, og på vejen ned til flyvepladsen da vi startede med at gå ud fandt vi snespurvens rede under broen. Den var godt gemt.

Så et par planter i blomst, vi ikke har mødt før: Melandrium affine, Ceratium alpinum.

Nåede lige hjem til aftensmad, hvor en noget tømmermændsplaget Surlyk omsider var dukket op.

Blev så søvnige mellem aftensmad og aftenskaffe Richard og jeg blev nødt til at gå en tur ned til lossepladsen og tilbage for at holde os vågne. Røg min 7ende-sidste cigar til de sidste glas i romflasken og gik i seng med en Ngaio March kriminalroman (Giftpilen) jeg har lånt af Surlyk.

Avatar photo
Author: Ulla Asgaard
Globetrotter, Geolog, Mor, Underviser, og formidler gennem +80 år

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *