Op klokken 7:15, helikopteren var ikke kommet i nattens løb. Til morgenmad 7:30, fandt en død havlit liggende på trappen til kantinen. Christensen fortæller at Scoresbysund har meldt -2 grader Celcius og rimfrost. Her ser det betydeligt bedre ud og til sidst ankommer helikopteren 11:40. Christiansen siger ved frokost til Richard Bromley og jeg, at vi må være parate til at starte klokken 12:30, så vi hugger maden i os og styrter ud. Siriusmanden er sød og hjælper os op til helikopteren med godset i den gamle Land-Rover, som ingen startermotor har og derfor først bliver trukket i gang og dernæst ikke må stoppes så længe man ønsker at bruge den. Og der står vi så i det ikke helt varme vejr med at vores gods.
Mekanikeren hjælper noget af det ombord, så skal han tanke maskinen med den sædvanlige håndpumpe, det tager sin tid.
Bundforvirrede <Navn Udeladt> kommer så løbende og fortæller at vi får 1 ugeskasse med os ned og så vil 4 flere kasser komme op fra Scoresbysund måske om aftenen.
Endelig start klokken 13:30. Hinsteiner som kom op med helikopteren er også med på denne tur, han skal sættes af på Scoresbysund. Han og Richard sidder foran ved siden af piloten – og jeg sidder bagved mellem al bagagen, men har ikke desto mindre god udsigt. Vi letter og flyver i en nogenlunde lige linie over selve Mestersvig bugt, Flemming Fjord, Nathorstfjord ned forbi Carlsbergfjord. Vi får kig ind i Ørsteddal og senere kig ind i Olympen flyver over Klitdal og Richard udpeger for mig en af de ruter de gik sidste år og også hans lejr ét, der i år er omgivet af snefyldte dale, selvom at det er 14 dage før han kom herop sidste år.
Det er facinerende for mig at se farverne og strukturerne. Oppe i ca 1,5 kilometers højde kan man se meget langt mod Vest. Man kan se det nederste af Stauning alper, man kan se Hall bredning fuld af store isfjelde i sol, og man kan desuden se Liverpool Land og Hurry Inlet. Og da troner Dusen Fjord frem og Ugleelv, som er Surlyks område. Forude Nathorst Fjeld, som er vores, og som vi flyver hen over toppen af.
Ned i vor Gåsedal til den lille knold ovenover deltaet, som vi har udset til at være vor lejr I. Da vi lander på den finder vi ud af at det er hård flydejord, der imidlertid kan blive ret ubehageligt i regnvejr.
Vores grej bliver lodset af og helikopteren fortsætter sydpå. Vi beslutter os for et lille birke, Dryas og Vaccinium-krat længere nede mod floden. Sætter teltene op og sætter antennen op. Finder ud af at radioen virker. Går tur ned til Gåseelv og henter noget sedimentfyldt vand op til lejren.
Gåseelv, Grønland
Så er det radiotid 19:30. Vi hører Eckart Håkansson utroligt tydeligt, for ikke at sige overdøvende tydeligt nede fra Charcot Bugt, Milne Land. Vi hører Tove Birkelund noget mindre tydeligt. Hun har været i felten, og har fundet en hel del sporfossiler til Claus. Hun spurgte hvad Eckart og Claus havde lavet. De havde slet ikke været i felten, de havde tilbragt dagen med at pakke ud.
Vi kaldte Mestersvig og sagde at vi ingen petroleum havde. De havde lidt besvær med at høre os, og Kap Tobin og Gurreholm kom ind i billedet. Det nåede frem til sidst og vi fik at vide, at det ville komme med flyveren.
Vi gik en tur langs Gåseelv et par kilometer og tilbage igen. Undervejs mødte vi et par præstekraver, der spillede døende med udspilet hale og baskende vinger for at få os bort fra deres rede. Et par små kjover skældte os også ud, og vi så flere flokke af talende men uidentificerede gæs.
Så en ensom Muskusoksetyr vi ikke havde set før vandre over floden og græsse på den anden side. Tilbage igen klokken 20:30, helikopteren ankom med 40 liter petroleum, 4 madkasser og den ekstra madkasse fra Scoresbysund.
Jeg gik til den lille, klare bæk, medens Richard fik tændt for en primus og vi fik the.
Radioforbindelse med Surlyk, som kaldte klokken 22.
Seng klokken 24:00 efter køkken telt oprydning.
Moskusoxer: Flok på 8 voksne og 2 små kalve lige ved lejrpladsen da vi landede – de vandrede senere noget vestpå. En flok på 6 dyr (ingen små kalve) galloperede brat fra sydbredden og op i fjeldene hvor vi så dem lige til vi gik i seng. Den ensomme tyr, som vadede over på sydsiden af elven. Nær klokken 22:00 en anden ensom tyr på nordsiden af elven. 2 store dyr set sent, vandrene målbevist nordpå ude i deltaet med nogen afstand imellem dem.