Op til strålende vejr. Kun Tove Birkelund, Richard Bromley og jeg kom til morgenmad, vi nåede lige at få et par ferskener og cornflakes og få sat os ved bordet, så kom kokken og snuppede vores endnu tomme kaffekopper bort under vores næser samt brødet og smørret; vi troede at han var morgensur indtil vi fandt ud af at læse på opslaget over spisetider udenpå døren at morgenmadstiden var ændret til 7:30-8.
Der var strålende solskin og en næsten skyfri himmel, hvorunder man for første gang virkelig tydeligt kunne se alle de fjerne omgivelser.
Om formiddagen sad vi indendørs og passede de store luftbilleder til til at være i mappen.
Efter frokost blev Richard og jeg enige om at foretage en tennissko expedition ned til noret. Vi vandrede ad landingsbanen og en vej derned fulgt af den ulænkede, unge legesyge hanhund.
Nede ved et af skurene så vi en ganske lille harekilling, som Richard fotograferede, mens jeg holdt hunden, da den blev træt af Richard og apparatet hoppede den sin vej med forbavsende fart. På vejen ned til kysten blev hunden udsat for adskillige styrtdykningsangreb fra et par små kjover.
På tilbagevejen blev vi enige om at bestige en knold Nord for vejen, men opgav at gå op fordi jorden randt med vand alle vegne. Derpå begik vi den dumhed at forsøge at gå hjem på skråningen ovenfor elven, der løb parallelt med vejen. Vi sank snart i op over anklerne i flydejord og rindende vand, og endte til sidst med bare at vade gennem elven for til sidst at skylle skoene.
Kom hjem klokken 16. Richard hvilede sig og jeg skrev lidt indtil aftensmaden.
Endelig ankom Grønlandsflys helicopter (jetdrevet med 3 rotorblade) ved 17:40 tiden. Hinstein (lederen af Nordmineholdet) bad os veje os selv og vore lejre, så han kunne lave sine beregninger for helikopterturene. Richard + jeg + lejr – mad var 290 kg.
Ved 20 tiden begyndte der at komme skyer fra nord. Efter aftenkaffen fik vi den alkoholration vi skulle have til turen (Richard og jeg fik 2 flasker Sandemann’s invalid port, en flaske Johnny Walker og en flaske Grand Maranier) Tove blev inviteret med til at åbne noget af minefolkenes sprut. Richard og jeg blev i mit værelse med et glas rom og dagbogsskrivning. Der blev mere overskyet. Klokken 23 er himlen i nord ganske sort, det regner på Traill-øen, som er næsten indhyldet i skyer.
Nye planter set: Ranunculus nivalis.
Vores pakkeliste:
Mestersvig Lufthavn