De har sgu ingen Bordbomber i Qutdligssat! – Grønland 1958

Morgenen og formiddagen mild med sol. Det var således meningen, at Kristian Skou og jeg skulle drage op til Gassøen i passet Øst om Pingunguaq; men sent på formiddagen blæste pludselig en kraftig norden op – – – så man blev hensat til indendørs puslen.

Bugge pakkede den proviant, vi har i sinde at lade sende hjem til senere salg til expeditionsens medlemmer – – det er strengt forbudt at indføre disse frilagervarer men endnu er det gået godt på de tidligere expeditioner, toldvæsenet har altid været så elskværdigt ved stikprøverne altid at slå ned på stenkasser!!

Henad ved 17-tiden løjede vinden af – – inden eftermiddagscaco’en havde Skou været ude ved den mægtige balsam-gran-stamme, der er drevet i land her nordfor. – – Han har fundet ud af, at den er meget fint egnet til at lave violindæk af; så den var blevet savet i flere stykker, en af disse enorme ruller kom han så slæbende med på nakken – – – og nåede lige hjem, som Bugge havde bedt Johausi om at drikke den sidste cacao, som havde stået til varme på kakkelovnen; men Johausi havde været så betænksom alligevel at gemme den til Skou.

Derefter drog Bugge og Skou i “Jeeppe”ud for at hente de andre “tromler” hjem.

Hele aftenen har Skou stået og savet den i mindre stykker og flækket dem; men der er masser af arbejde til i morgen også.

Ved 20 tiden lå tågen tæt om tinderne, hvor det sneede en del, der var også nogen tåge og lidt fugt her.

Vi havde ventet at “Koch” var ankommet i aften; men ifølge dens melding klokken 22, ligger den stadig i Atanikerdluk; Nielsen meldte meget pludseligt: “Vi har indkøbt alt det bestilte, undtagen det vigtigste – – – De har sgu ingen Bordbomber i Qutdligssat!” – – Ja, Ja, så går vi glip af bord-bomben til vores Miksuaq.

Avatar photo
Author: Ulla Asgaard
Globetrotter, Geolog, Mor, Underviser, og formidler gennem +80 år

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *