Det har været en dag med sol og vind fra nord-vest.
En dag hvor vi har puslet og taget det med ro, for vi kan ikke komme til at pakke flere stenkasser, før “Koch” kommer tilbage med nyt træuld.
Har atter måttet give op overfor min B.E.S. ovn. Har ligget og kravlet, lagt sten under her og der, brugt håndniveauet som waterpas, og bæstet skulle til sidst forestille at stå helt vandret. Jeg tændte fuld af forventning, og som før forsøgte den straks at kvæle mig i en sky af os.
Nu begynder jeg snart at tillægge den en personlighed endda en særdeles ondtsindet, der stræber mig efter livet !!!!!
Måtte bagefter til at ryste små sodflager af al ting, nu får ovnen lov til at stå og den lille blå teltprimus må sørge for opvarmningen, selvom den ikke varmer teltet allerbedst op, når det fryser et par grader; det synes dog endnu ikke at have frosset om nætterne.
Brugte ellers formiddagen til at varme 2 fade vand på primus’en og få et hårdt tiltrængt “bad”. Ak ja, det er snart 3 måneder siden, jeg har set et badekar.
Om eftermiddagen pakkede Skou en 8 stenkasser med det sidste træuld, desuden blev 1 køkkenkasse pakket til afsendelse samt 2 kontainere med rygsække og letvægtstelte, dertil kommer 2 lejrkasser og et par brune telte samt et hvidt og de 2 Pearyland-telte.
Andrasi og Abila tilbragte eftermiddagen med at pilke ude over skærene ved Niaqornarssuk. De fangede 6 pæne havkatte, knap 1 meter lange.
Vi fik dem nu til aften – – smagte særdeles udmærket, og med det klima her er der havkatte til mange middage endnu – de skulle gerne kunne holde sig en 3-4 dage.
Havde ellers om eftermiddagen påbegyndt et langt brev. Var rigtig i stødet til at skrive, og ville have skrevet det færdigt nu til aften; men så blev der grammofonmik, Bugge, der hverken bryder sig om musik, radioer og grammofoner vandrede i seng. Og til tonerne af “Wollesens buggie woogie vals” og andre slagere var det umuligt at skrive breve.
Da Andersen og Grønlænderne gik i seng, kastede Alfred Rosenkrantz, Kristian Skou, Ib Marcussen og jeg os over de få, meget slidte klassiske plader. Det var velsignet oven på alt det pladder at høre Beethovens violinsonate, Marian Anderson syngede “printemp qui commence” fra “Samson og Dahlilah”, samt traditionen tro at afslutte med “Tocata og Fuga” af Bach i denne ejendommelige ældgamle orkesterindspilning.
Jeg fik nu at vide, at Fru Bentzen for en 15 år siden havde skænket den til Rosenkrantz – – “for sådan noget skidt vil jeg da ikke høre på!”
Siden har vi haft megen glæde af at den plade på Nordholdet. Den er også slidt utroligt – – så hele orkesteret her og der lyder som et vældigt, brusende orgel.
Klokken var præcis 24, da vi slukkede Petro-max’erne og vandrede hjem til vores telte. Det er ud på de små timer nu; men nordlysene udebliver stadig.
Enden på brevet må vente til i morgen.
