I går var der igen solskin og skyfrit med svag vind fra Syd Øst. Alfred Rosenkrantz siger, at det var første gang, han oplevede en udkørsel i godt vejr.
Vi stod op klokken 6, slugte havregrød og kaffe og pakkede hurtigt telte og køkkengrej sammen efter at have smurt madpakker.
Det tog sin tid at stuve bilerne. Andersen sørgede for, at “Jeeppe” fik 1,5 gang så meget gods som den røde, hvis fjedre ganske vist er blødere. – – Resultatet var, at vi på udturen ustandseligt sakkede agterud, fordi vi måtte passe på enhver lille ujævnhed; vores læs var faktisk større, end da vi kørte ind.
Klokken 9:20 startede vi – – og atter skrumplede man afsted i første gear – Dog skred det betydeligt hurtigere frem denne gang, for nu stod sporene jo skarpt over alt.
Vi nåede Qapiotoq klokken 13:50. Andersen, Bugge + grønlænderne lavede kaffe, Ib Marcussen og Jeg tog to vand- og to gasprøver i dyndvulkanen, en scene som Kristian Skou filmede, hvorpå han vandrede ned for at filme den bølgende mark af Puccinellia, og Ib gik tilbage til bilerne med 3 af flaskerne; medens jeg skulle tage den 4. med tilbage samt lægge tragten tilbage i varden.
Rosenkrantz var ude for at samle frø til det nye koldhus i den botaniske have.
Der stod jeg – – med min venstre støvle var jeg sunket i til midt på skaftet i det fede dynd – – og det var umuligt at få den op – – til sidst måtte jeg trække foden op og tage sokken af; og med de bare tæer fast plantet i det solvarme, grå dynd halede jeg af alle kræfter i støvlen – – Skou burde have været der med filmsapparatet – – men den ville ikke slippe; så der var ikke andet for, end at vandre tilbage til bilen og bede Ib om at hente støvlen; hvad han også gjorde.
Abila, der i mellemtiden havde hugget min plads, overlod den straks til mig og gav mig oven i købet noget twist til at tørre foden af med.
Johausi sprang afsted med støvlen og vaskede den i bækken, og Bugge hentede kaffe til mig hos Andersen – – det var dog rørende at se hvor galante de alle var!!!
Klokken 15:10 trillede vi videre – – passerede smertefrit Quivnilik en time senere – tankede og trillede videre.
Vi havde stadig den synkende sol i øjnene hele vejen. Det kneb for Bugge og Ib at se imod den, så Jeg måtte gang på gang gøre opmærksom på, når vejen svingede brat – – efterhånden som det blev sværere og sværere for Bugge og den sorte jeep var sakket et godt stykke agterud, spurgte jeg spagfærdigt, om jeg ikke skulle overtage rattet resten af vejen. Det blev slået hen, og Jeg rullede mig ind i den dybeste tavshed – lige til postsækkenes åbning i Marrait – – Jeg følte mig meget stærkt trådt over tæerne. Nok kører Bugge godt; men han er næsten for forsigtig – – den røde jeep måtte som sædvanlig ustandselig vente på os.
Da vi nåede til begyndelsen af “Knold og Tot”, og kunne se deltaet ligge udbredt under os, Niaqornarssuk og selve Marrait, bøjede Johausi sig ned og råbte ind i gennem vinduet, at J. P. Koch lå under Niaqornarssuk – – og den var ganske rigtigt tydelig at skelne – – og pludselig fik Bugge fart på og glemte lidt sin forsigtighed – – og jeg glemte så småt at være sur, denne sidste time inden ankomsten til garagen sad vi som på nåle.
Mon postsækken var tung denne gang?
Var der endelig brev fra Bugges mor? Havde Ibs forældre denne gang husket at lægge et brev i avispakken? Var der mon brev fra Inge Ødum?
Endelig var vi fremme. Og der på bordet og på garagens gulv flød det med den proviant, vi havde bedt Nielsen om at købe i Godhavn. Og 3 dejligt tunge postsække, Jeg styrtede mig straks over den nærmeste og halede brevene ud. Rosenkrantz kom til og gjorde mig venligt, men bestemt opmærksom på, at det var hans arbejde at dele posten ud, hvad han også gjorde ved navneopråb.
Det var herligt at se 6 grådige mennesker kaste sig over deres andel.
Ib fik mest, 13 breve og pakker, derimellem en lyserød konvolut, som til stor fornøjelse for os andre – fik blodet til at stige op i hovedet på ham.
Vi var kommet til lejren klokken 20:30 netop som solen sank i havet med den skønneste solnedgang man kunne tænke sig – og vi startede straks med at tage lasten af bilerne, lave aftensmad, og Johausi hjalp mig med at stille mit telt op.
Kunne under aftensmaden ikke lade være med at begynde at læse brevene. Først 4 gode breve fra Far og Mor. Så to lange og som altid gode og interessante breve fra Inge, et fra Søren Floris, og 3 fra Jørgen.
Bugge havde glemt at vække mig i morges, og selvfølgelig havde jeg også sovet fra gong-gong’en, omsider fik Bugge mig vækket. “Kock var kommet tæt ind under land, Nielsen med besætning havde været i land for at spise morgenmad.
I eftermiddag færdigpakkede vi endnu nogle stenkasser og hele læsset blev bragt ombord på “Kock”. Andersen skulle med til Quldligssat for at besøge gamle venner og snuse, om der måske var arbejde at få.
Vi har skrevet breve, som han fik med tilbage til skibet, da han gik ombord ved 23-tiden.
Skrev til Far og Mor samt Inge.
