Vi banker fossiler ud i fire timer – Grønland 1958

Det eneste, man i dag mærkede til Søndagen, var den lange formiddagssnak i køkkenteltet.

Grønlænderne fik fri til at drage på rensdyrjagt i Kangerssoq, de var ikke særlig ivrige.

Nå efter at have smurt madpakker begyndte Kristian Skou, Ib Marcussen og Jeg at gøre os færdige til at drage afsted til paleocænlokalitetet i Nuilarsarssuaq (det store hul oppe for oven i fjeldene) – passet bag Tunorgo. D.v.s. Ib skulle nu kun til Tunorgo, han led af hovedpine. Andersen, Alfred Rosenkrantz og Bugge, der blev tilbage for at tage den med ro – idet de ganske vist påstod, at de ville bestille noget; var begyndt at sætte kaffevand over, den skulle nydes, når vi var draget afsted; men Skou var en evighed om at pakke sin rygsæk, og Ib og Jeg blev ved med at kredse om køkkenteltet, så til sidst måtte de 3 jo bide i det sure æble – varme noget mere vand og dele med os. Så klokken blev altså 14, før vi startede mod skråningerne til Tunorgo.

Vi gik højt op for at undgå kløfterne. På nordskråningen var jorden, små pytter og bække frosne.

Vi skiltes fra Ib under nederste basaltbænk i 815 meters højde, der var den smukkeste udsigt over Kangerssoq med elven, bræerne, den døde bræ i midten og de vilde basalttinder, der havde fået et godt lag sne, siden vi sidst havde set dem. Men vi var jo kommet alt for højt op – Skou og Jeg – så vi måtte kravle mere end 200 meter ned ad skråningen i Nuilarsarssuaq og derpå 200 meter op igen på passets vestside via skifre op til den paleocæne sandsten lige under den lodrette brecciemur. Herfra så man gennem passet ind i Auvfarssuaq, selve pasdalen er et skoleeksempel på en U-formet dal. Og fra vores høje stade kunne vi nydeligt kigge ned i passet og således se et vandskel i fugleperspektiv. Men det frøs et par grader og det trak; hvor vi frøs – især Skou – ikke desto mindre hamrede vi på livet løs i 4 timer på den elendige sandsten med dens halvforvitrede fossiler. Jagten gjaldt jo koralaftryk til Søren Floris, og vi fandt mange langt-fra skønne eksemplarer af slagsen. Men hvor vi frøs, nu og da følte jeg bare trang til at bande den stakkels Floris ned i hule, hede H……., og for ikke at give efter for denne trang måtte Jeg nu og da kaste mig ud i afsyngelsen af “Should auld acquaintance be forgot”, stakkels Skou, der måtte høre på det, for jeg skrålede meget højt, medens jeg hamrede, så gnisterne føg.
Holdt således varmen i alt – undtagen tæerne, der langsomt frøs helt følelsesløse.

Auld Lang Syne, eller “Should auld acquaintance be forgot”

Ved 20-tiden blev vi enige om, at vi absolut havde gjort vores pligt, og vendte næsen hjemad. Skifferen på skråningen var til dels frossen, så den var ikke let at hoppe ned af.

Vi gik hjem langs den store skrånings fod – det var min idé, og den var ikke særlig god, for det var her og der et rent blokhelvede og flydejords-ditto. Heldigvis var den så tilpas frossen, at den kunne bære; var hjemme klokken 21:00.
En halv time senere kom grønlænderne hjem – atter uden bytte.

Vi har lige spist brune bønner med flæsk. Der blev ingen snak bagefter. Vi skal op klokken 6 i morgen – – og nu i aften har vi også pakket vores grej, så det kun er teltene, der skal tages ned – samt køkkengrejet i morgen tidligt.

Ak ja, nu må expeditionen Jo egentlig næsten siges at være forbi.

Avatar photo
Author: Ulla Asgaard
Globetrotter, Geolog, Mor, Underviser, og formidler gennem +80 år

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *